D.20/9-6/10

Jamen, jamen... Så er der sørme sket lidt i Ghana-land igen:) Som om det kom bag på nogen:) Kan starte med at fortælle om skolen i Pebi. Vi har brugt de sidste par uger på at bære mursten fra vandhullet til skolen, murstene er til den nye toiletbygning vi er gået igang med... Endelig. Alle børnene har bare hjulpet så godt til, de er virkelig nogle stærke små sager! Det har været fedt at se dem samarbejde om noget på den måde, ingen sure minder bare hårdt atbejde! Forrige uge var Bennett (lærer fra en anden skole) ude i Pebi og give os idéer til hvordan vi bedst muligt kan lære børnene engelsk, så nu skal jeg til at prøve mine lærer-evner lidt af:) skal nok blive en del underholdende...
Ellers går dagen sin stille gang derude, madordningen kører stadig til stor tilfredshed for alle. Mandag bliver der serveret ris med stew, onsdag kenkey med fishstew og fredag er det beans og gari. Kenkey er en lokal ting hernede, som laves af kenkeykorn blandet med vand, som så står i nogle dage og bliver en fast masse. De siger hernede at det smager som rugbrød ( det gør det så bestemt ik!) Det er gråt og smager og lugter meget råddent, men folk hernede er vilde med det! Mine favoritter hernede er blevet boiled yam og plantains. Yam er lidt ligesom kogte kartofler og plantains er ligesom bananer bare ikke så søde, det smager skønt... Så er vi blevet lidt modige her på det sidste, vi er begyndt at spise fisk. Vi har fundet et par steder hvor vi kan få røget makrel og laks, det er kræs...!

Men ja, ikke alt er lutter lagkage... desværre! I løbet af den sidste uge har mig og Henriette virkelig været ved at smide håndklædet i ringen... Vi har været på immigrationskontoret for at få vores stempler. Kræver lige en forhistorie... I Danmark søger man om visum og det har vi alle fået for 6 mdr for 450 kr. Da vi så lander hernede får vi et 60 dages stempel i lufthavnen og det er åbenbart meget normalt. Vi undrer os da over dette og får en forklaring af vores supervisor der siger at det får alle, vi skal bare have et nyt stempel inden det udløber. Og det lyder da ganske simpelt i vores ører...
Tirsdag i forrige uge tager Kenneth så ind for at få passene stemplet og kommer tilbage og siger at vi skal udfylde nogle formularer og at de skal have 2 GC (10 kr) pr mdr. Vi ber ham gå tilbage og sige at vi har betalt visum i Danmark og at vi har udfyldt formularer i Danmark som de højst sandsynligt har sendt herned, for hvorfor skulle vi ellers udfylde 4?
Kenneth tager derind onsdag og kommer så tilbage og siger at det koster 20 GC (100 kr) pr mdr og at vi skal udfylde formularer og aflevere pasfotos... Vi står rimelig uforstående overfor dette og tænker at vi hellere må gå derind og kræve en forklaring...
Fredag tager vi så på immigrationskontoret, på kontoret er der ca. 6 mennesker som alle blander sig lidt i denne affære. Vi vil meget gerne have en forklaring og spørger om hvor vores formularer er, om de måske er sendt til Accra, for så kunne vi bare tage derind? Dette bliver så mødt med høje grin og mennesker der smider vores pas hen af bordet og råber at vi skal forsvinde og aldrig komme tilbage... Jeg var så gal så jeg rystede over det hele! Vi tager derefter hjem og fortæller Kenneth om dette og han siger at han vil tage med os mandag. Vi får så taget pasfotos og tager derhen med Kenneth. Det første de gør da vi kommer er at sige at vi skal forsvinde og at vi fornærmede dem sidste gang vi var der. Kenneth får dem talt lidt til ro og de siger at ham der bestemmer er ude og rejse så vi må komme igen onsdag... Vi møder så endnu engang op kl.9 om morgenen og de starter forfra med at de ikke vil se os og at vi samtidig nu er kommet 2 dage for sent, så vi skal også have en bøde... Tror aldrig jeg har været så rasende i hele mit liv! Kenneth måtte tale dem lidt til ro igen, skræmmende at se hvor ydmyg de mennesker hernede bliver overfor folk i uniform... Men endelig bliver vi kaldt ind en og en, Julie først og hun sidder så stadig derinde da jeg kommer. Jeg skal over og snakke med en dame omkring de formularer vi skulle udfylde. Hun bestiller så ikke andet end at sidde og lave sjov med min adresse og mit navn... Og jeg griner lidt inden i mig selv over hvor lavt folk kan synke:) Manden ( meget meget stor fyr, åbenbart senior-officer, som Julie snakker med på dette tidspunkt) kigger på mig og siger helt seriøst "Are you mental-ratarded?" Hvis ik det var fordi at jeg på dette tidspunkt vidste hvor vigtigt det var at få det stempel så havde han fået lige tilbage, men gad virkelig ik mere! Kl. 16 kunne vi forlade stedet 50 GC fattigere ( Skulle betale for 2 mdr og en bøde på 10 GC) Så i november skal vi have endnu et stempel (kan næsten ikke vente....) Da vi er færdige vil jeg så gå ind og være den voksne og sige tak, tilbage får jeg så en masse grin og får at vide af den store farlige mand at jeg har skræmmende øjne.... Vendte mig bare om og gik, hvilket jeg selv synes er meget stort af mig:)
Må sige at det er hidtil det værste vi har prøvet hernede og synes vi tog det i stiv arm. Krævede også lige en 2 timers tudetur på værelset, men det var nu mest alle de kompromis jeg havde måtte lave med mig selv i løbet af denne oplevelse, stoltheden fik sig lige et knæk. Var så svært at gå ind og sige undskyld og tak til de mennesker der bare sad og grinte ad en og sagde sådan grimme ting til en. Men klarede den og er da ikke død endnu:) Har bare gjort op med mig selv at det her land ikke skal få mig ned med nakken, så pas på, det er super stærke (meget voksne) Malou der returnerer til Danmark i januar:)
Men idag havde vi så endnu en "sjov" oplevelse. På vej hjem fra skolen i Pebi, da vi venter på tro-tro`en til Cape coast, kommer et par damer over og spørger Cecilia ( den lille pige vi har med i skole hver dag) om hvad hun hedder og hvor hun kommer fra. Cecilia svarer Amadra ( til navnet, det er hendes Fanti navn) og Accra til hvor hun kommer fra... Vi har jo så lige sagt at hun er fra Cape coast og at hun hedder Cecilia. Dette resulterer så i at disse damer vil melde os for kidnapning:) Heldigvis kommer en meget flink mand som så taler med Cecilias bedstemor som jeg har ringet op til og som forklarer det hele... Puha... Men man må da sige, at vi ikke keder os, hver dag venter nye oplevelser...
Men lidt godt nyt, vi har fået nye hvide i huset, et kærestepar fra Polen/London og en fra Australien og de er så flinke! Har været ude og vise dem alle de gode steder i weekenden, men dog mest beach resorts:)
Lørdag løb vi ind i 3 australske fyre som var meget glade for at møde hvide mennesker ( de har været her i 1 år, godt det ikke er mig!) og det var godt at få snakket med nogle der synes at dette land også fungerer lidt mystisk til tider, så ikke alt er skidt!

I aften kommer alle Footprint medlemmerne inkl. vores supervisor Kweku tilbage fra 3 mdr i Danmark, vi er lidt spændte på om det kommer til at forandre hverdagene, så nu må vi se. Men på lørdag rejser vi 3 tøser ud i den fagre Ghana-verden i 14 dage og ja, så må vi jo se hvordan det går:)

En sidste ting... Prøver løbende at ligge billeder ind på min facebook profil. så hold godt øje:)